KLEJTRUP: Danmarks bedste ud af 273!
Den fornemme titel har Dagli’Brugsen i Klejtrup modtaget ved en sammenkomst.
Det skete onsdag, da butikken modtog diplomer, bannere, guld pokaler og – kage. Kædedirektør Torben Blom Andersen, salgschef for distriktet Jonas Jensen og controller Morten Kok Rasmussen fra Brugsen-kæden delte også gavmildt ud af velfortjente roser.
Det samme gjorde bestyrelsen, der var repræsenteret ved formand Karen Mortensen, næstformand Niels Jørgen Blaabjerg og Merete Søndermølle:
– Uddeler og personale bærer ansvaret for den flotte præstation, det er at holde forretningen i så indbydende stand, som vi kontinuerligt ser den som bestyrelse og kunder i forretningen. Butikken stråler først og fremmest, fordi personalet til enhver tid er smilende, imødekommende og har tid til at hjælpe og snakke med kunderne.
Også kædedirektøren roste butikken:
– Det skinner igennem, at det er en stærk og synlig ledelse, kompetente og erfarne faste medarbejdere og dygtige motiverede ungarbejdere, der sætter en stor ære i at skabe trivsel, ånd og kultur i butikken, lød det.
Helt som i uddeler Lasse Kristiansens vanlige ånd, med evnen til hurtigt at følge op, blev der fyldt op i guldpokalerne – med guldkarameller, så udnævnelsen kunne fejres med kunderne.
Kædedirektør, salgschef og formanden for bestyrelsen holdt taler, og gennemgående blev det fremhævet, at trivsel, kultur, ånd, kunde-rating og resultater vejer tungt i vurderingen og valget af Dagli Brugsen Klejtrup som året butik 2024.
For formand Karen Mortensen viser titlen, at butikken er på en god kurs:
– Gode resultater er udgangspunktet for uddelerens, medarbejderes og bestyrelsens tro på, at der skal investeres i udvikling af butikken, så den fortsat fremstår i en tidssvarende indretning med prisrigtige produkter til den moderne familie og med nye tilbud fra den kommende delikatesseafdeling, der skal etableres i 2025.
– Med udnævnelsen til årets butik i hele Brugsen kæden i Danmark er der givet en kæmpe anerkendelse af uddelers og personalets vedholdenhed og konstante fokus på kvalitet i butikken, nye tiltag og gode tilbud til kunderne.
Klejtrup har Danmarks bedste Dagli’Brugsen
