Friplejehjem på toppen

Den udvalgte grund ligger ved det tidligere håndarbejdsseminarium med en flot udsigt sydover.

Arbejdsgruppe har udset beliggenhed – nu gælder det tilladelse og kapital

SKALS: “Skals på toppen” står der på skilte ved byens indkørsler.
Og netop på toppen arbejder en gruppe i Skals på at skabe et friplejehjem med 30 pladser. Toppen skal forstås ganske bogstaveligt: Gruppen ønsker at bygge plejehjemmet på marken lige øst for det tidligere håndarbejdsseminarium, et af byens højeste punkter.
Gruppen, der består af fem personer, har arbejdet på planen i flere år. I løbet af 2025 er arbejdet blevet intensiveret, og i foråret etablerede de en forening med Klaus Edal som formand.
Planerne blev præsenteret på en erhvervsmesse i Skals, og interessen var meget stor, fortæller Klaus Edal.
Bag planerne ligger et stort forarbejde. Gruppen har nøje gennemgået fem-seks mulige placeringer i Skals, alle med en begrænset afstand til bymidten omkring torvet og den gamle bankbygning.
I den helhedsplan for Skals, Viborg Kommune har vedtaget, er et eventuelt nyt plejehjem placeret på den såkaldte Skalmagrund. Men den placering er ikke velegnet, mener Klaus Edal:
– Det ligger lavt og fugtigt. Det vil også blive tæt på Viborgvej med trafikstøj.
Han peger desuden på, at afstanden til torvet er stort set den samme fra placeringen på Skalmagrunden som fra den grund, gruppen peger på.
Man undgår også trafik gennem et villakvarter ved at flytte op på bakken. Tanken er at anlægge en ny stikvej ind fra Højskolebakken, den sydlige indfaldsvej til Skals – samt en stiforbindelse fra plejehjemmet ned til byen langs et levende hegn forbi vandværket.
Placeringen nær vandværket stiller høje krav til vandafledningen, og det tager planerne højde for med en lille sø, der kan modtage regnvandet.
Michael Grove (C), Skals, der netop er valgt ind i Viborg Byråd, bakker op om planerne:
– Det er klart noget, vi støtter. Når der kommer så gennemarbejdet et forslag, så synes jeg, at vi skal støtte det. Og jeg vil presse på, hvor jeg kan.

Politisk tommel ned
Klaus Edal fortæller, at gruppen bag planerne har mødt stor velvilje fra teknisk forvaltning i Viborg Kommune, der fandt placeringen ideel:
– Vi troede, at det var en formssag i teknisk udvalg.
Sådan gik det ikke. Med henvisning til helhedsplanen var svaret i første omgang afvisende – planen peger på Skalmagrunden.
Det har dog ikke fået gruppen til at give op. De har nu udarbejdet en grundig gennemgang af alle de mulige placeringer med fordele og ulemper; håbet er så, at teknisk udvalg i det nye byråd vil vende tommelen op for planerne.
Det ønskede område ligger i landzone, så første etape bliver at få lavet en ny lokalplan, der flytter der til byzone.
I det hele taget kræver et sådant arbejde tålmodighed. Klaus Edal anslår, at det kan tage op imod fem år, før friplejehjemmet kan tage imod de første beboere.
Den samlede pris er anslået til et sted mellem 80 og 100 millioner kroner. Hovedparten skal skaffes via realkreditlån, men flere fonde har antydet, at de vil støtte med “ikke ubetydelige beløb”.
Desuden har mange lokale lovet bidrag, en enkelt endda over en million kroner.
Ønsket om et friplejehjem udspringer først og fremmest af lukningen af Kildedalcentret. Det blev besluttet i forbindelse med helhedsplanen i 2021, og i disse uger går nedrivningen i gang.

Sundhedshus
Med tiden skal Skalmas gamle kontorhus sættes i stand og indrettes som sundhedshus. Her skal hjemmeplejen køre ud fra, og i sammenhæng med bygningen skal oprettes såkaldte tryghedsboliger.
Indtil videre er ét byggeri på Skalmagrunden færdigt: Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning har bygget 10 udlejningsboliger.
Dertil kommer, at boligforeningen Sct. Jørgen har taget fat på at bygge 27 boliger på grunden.
De sidste rester af møbelfabrikken Skalma ligger som en stor grusbunke.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!