ULBJERG: De 37 børn, der går på Ulbjerg Friskole, kan se frem til syv nye kammerater, når næste skoleår begynder i august. Så mange er nemlig skrevet ind til næste års nulte klasse.
Det tal er friskoleleder Martin Thomsen godt tilfreds med, for det var, hvad han havde forventet.
Efter sommerferien udvider skolen med en årgang: I år går den til og med sjette klasse, næste skoleår får friskolen også en syvende klasse.
– Vi lægger en årgang til hvert år de næste tre år, forklarer Martin Thomsen.
De “egne” elever, der rykker op i syvende, kan blive suppleret af andre:
– Vi oplever interesse fra både Ørslevkloster og Gedsted skoledistrikter, for begge har ikke klasser over sjette. Det betyder, at eleverne skal til store skoler – så måske nogle vælger os i stedet, siger Martin Thomsen.
Af de nuværende elever kommer tre fra andre skoledistrikter end det, der blev udgjort af Ulbjerg Skole som del af den kommunale Fjordklyngeskolen.
Ulbjerg Friskole slog dørene op i august – og det er gået over al forventning, mener friskolelederen:
– Det var jo nyt for alle, men vi har oplevet en virkelig god opbakning fra forældre, bedsteforældre, ja hele byen. Et godt eksempel var Nisseløbet i december, hvor forældre og bedsteforældre havde planlagt det hele, så personalet blot skulle følge børnene rundt.
Opbakningen viser sig på daglig basis:
Skolen har en ni-personers bus, som hver morgen kører to runder for at hente børn og tilsvarende to om eftermiddagen. De blev kørt af frivillige.
– Og jeg har lavet en busplan, der kommer til både Ørslevkloster og Gedsted skoledistrikter, siger Martin Thomsen.
Udover de 37 skolebørn har vuggestuen fire, snart fem børn, mens børnehaven tager sig af otte børn.
Flere børn er på vej til Ulbjerg Friskole


