“De Grønne” i Aalestrup er blevet en institution

"De Grønnes" formand, Poul Knudsen, Aalestrup, (t.v.) sagde tak for mad til borgmester Per Bach Laursen, som takkede de 13 frivillige for godt arbejde i årets løb.

AALESTRUP: Listen er lang og alsidig, når man ser to tætskrevne A4-sider med de opgaver som pensionistholdet “De Grønne” i Aalestrup har udført gennem det seneste år. Holdet udgøres af 13 frivillige borgere med praktisk håndelag og livserfaring, som gerne vil mødes for at udrette noget til gavn for deres by – og til glæde for medborgerne.
Holdet var samlet forleden i Den jyske Rosenparks pavillon med samarbejdspartnere fra Vesthimmerlands Kommune, Plejecenter Aaglimt og Aalestrup Bibliotek. Borgmester Per Bach Laursen havde på kommunens vegne indbudt til en middag med flæskesteg og dessert – som tak for det store arbejde “De Grønne” har ydet på frivillig basis gennem året.
Midddagen er en fast tradition.
“De Grønne” i Aalestrup er under kommando af 87-årige Poul Knudsen. Den tidligere skolepedel og mangeårige julemand i Aalestrup ved, at de opgaver som holdet løser, ikke bliver udført, hvis ikke de gør det.
Der er ikke problemer med at få materialer som træ og maling af kommunen til opgaverne, men det er svært at få arbejdskraft. Og så er det, at “De Grønne” kan træde til med den ekspertise, som de har. Der er tømrere og en VVS-mand på holdet, og opgaver indenfor disse fagområder rører de øvrige ikke ved. Men de går gerne til hånde med renholdelse, græsslåning, maling og andre småopgaver på offentlige arealer.

-Vi er også med i reparationscafeen på biblioteket, hvor borgere kan komme ind fra gaden med defekte ting som vi måske kan give et nyt liv, og vi assisterer ved småopgaver på “Åglimt” eller som frivillige ved arrangementer i byen og omegnen, siger Poul Knudsen.
Middagen i rosenparkens pavillon var “lønnen” for arbejdet, og holdet drikker da også gerne kaffe på plejehjemmet eller på biblioteket. Det giver socialt samvær og indhold i dagligdagen.
Alle 13 fik en tak for indsatsen af borgmester Per Bach Laursen, som tilføjede, at det er en tradition at mødes en gang årligt.

-Jeg mindes, at det begyndte med smørrebrød og en snaps, men svinekød er også godt, sagde borgmesteren med et glimt i øjet.
Han driver en stor svinefarm ved Overlade ved siden af borgmesterhvervet.
Per Bach Laursen roste “De Grønne” for deres ihærdighed for, at Aalestrup skal tage sig præsentabel ud, men også for at holdet har et godt fællesskab omkring opgaverne. Det skal I have tak for, og jeg ved, at andre byer leder efter en model, hvor resultatet kan blive det samme som her, sagde Per Bach Laursen.
En af de arbejdsopgaver i Aalestrup som imponerer mange er den årlige nytårsoprydning i byens gader. 1. januar kl. 8 rykker “De Grønne” ud for at gøre byen ren efter nytårsskyderi. Og som de siger: En time senere er det for sent, for så er brugte nytårsbatterier kørt eller trådt i stykker og er svære at samle op, især hvis det også er vådt. Derfor er det vigtigt, at holdet kommer tidligt igang.

Del
Vil du læse mere af
Thorkil Christensen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Thorkil Christensen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!