Allis Leegaard stopper efter 17 år som inspektør i Møldrup Hallen
MØLDRUP: En epoke slutter, og inden længe begynder en ny i Møldrup Hallen.
Sådan sagde formanden for hallens bestyrelse, Peter “Byg” Christiansen, da der i fredags blev holdt farvel- og goddag-reception for halinspektør Allis Leegaard og den kommende centerleder Camilla Dahl Kristensen.
Det skete ved et velbesøgt arrangement i den endnu ikke færdige tilbygning til Møldrup Hallen. Omkring 100 var mødt op, og de blev trakteret med pølser fra en udendørs grill og drikkevarer fra kassen i det kommende indgangsparti. Samtidig kunne deltagerne som de første tage den nye minihal i brug.
Allis Leegaard havde besluttet at stoppe som halinspektør i forbindelse med alt det nye, der kommer til i forbindelse med haludvidelsen. Hun har været inspektør og har drevet hallens cafeteria i 17 år. Det har medført travle perioder med aften- og weekendarbejde.
Møldrup Hallen er 53 år og Allis Leegaard blev inspektør nummer syv, oprindelig med en midlertidig ansættelse, men årene er gået, og som bestyrelsesformanden sagde:
– Det har ikke bare været med madlavning og rengøring. Allis Leegaard har været vært for et utal af sportsstævner og opvisninger, men også mange andre arrangementer – fra hundeudstillinger til cirkus. Hun har vist gå-på mod og er sprunget til med krum hals hver gang, sagde Peter Christiansen og kaldte Allis Leegaard for en “kulturbærer”.
Mange lokale unge har også gennem årene fået deres første joberfaring i Møldrup Hallen, f. eks. som medhjælper i kantinen eller som bandedreng.
– Det har været en fornøjelse at have dig som halinspektør, sagde Peter Christiansen direkte henvendt til Allis Leegaard.
Derefter blev der budt velkommen til den nye centerleder, Camille Dahl Kristensen.
Hun er 32 år og er vokset op i Møldrup. Camilla Dahl Kristensen kommer fra en stilling som lærer i Bjerregrav, men har været engageret i livet i Møldrup og er kommet meget i hallen, som hun har mange gode minder fra.
– Jeg har ønsket at prøve noget andet, og glæder mig til nye udfordringer, sagde Camilla Dahl Kristensen.
Peter Christiansen føjede til, at bestyrelsen er glade og stolte over, at det er lykkedes at få Camilla Dahl Kristensen ansat i jobbet som centerleder.
– Med den udvidede hal og alle de muligheder huset giver, bliver det en rejse vi skal på ind i en ny tid, sagde Peter Christiansen og opfordrede deltagerne til at støtte op om Camilla og de aktiviteter som hallen og de nye forsamlingslokaler kan byde på.
Allis Leegaard er ikke færdig med arbejdsmarkedet. Hun har endnu ikke fundet et andet job, men afsøger mulighederne.