Efter halvandet år genåbner cafeteriaet ved hovedvejen igen på lørdag
ULBJERG: I næsten halvandet år har borgere i Ulbjerg og omegn sammen med bilister på vejen mellem Løgstør og Viborg måttet køre sultne forbi det store cafeteria ved hovedvejen.
Men på lørdag bliver det igen muligt at stille sulten på Ulbjerg Cafeteria. I de seneste uger har Flemming Jørgensen knoklet for at gøre stedet klar til at genåbne, og det sker altså lørdag, 21. februar:
– Vi fik nøglerne 1. februar. Siden har vi gjort rent, testet maskinerne og bygget nogle af dem lidt om. Efter at cafeteriet havde stået stillet i halvandet år har der været meget at lave, siger Flemming Jørgensen.
Han både kendte – og kendte ikke – Ulbjerg Cafeteria, da hustruen Tina Vinther købte det af afdøde Kurt Groves enke:
– Jeg havde aldrig besøgt stedet, men jeg har kørt forbi mange gange gennem 2025 og set, at det var lukket.
De mange køreture gik fra Silkeborg til Næsbydale Badehotel, hvor Flemming Jørgensen var køkkenchef gennem sæsonen.
Han har selv tidligere ejet og drevet en række restauranter i Vestjylland, blandt andet Dejbjerg Golfklub, Rækker Mølle Bryghus og Stauning Havn. Men et årelangt, barsk sygdomsforløb satte en stopper for den karriere.
I stedet driver han nu sammen med hustruen vikarbureauet Dextime, der formidler arbejdskraft til hoteller og restauranter, som i kortere eller længere perioder mangler ekstra hænder. Det var også via bureauet, at han fik jobbet på Næsbydale Badehotel.
Nu gælder det Ulbjerg Cafeteria:
– Jeg vil selv være der noget af tiden, men jeg har også gode folk omkring mig. De seneste dage har vi fået rigtig mange gode henvendelser på opslag om at arbejde her, så jeg er også i gang med at ansætte folk, siger Flemming Jørgensen.
Fra start vil cafeteriaet være åbent hver dag undtagen mandag. I de første uger og måneder vil Flemming Jørgensen prøve sig lidt frem med åbningstider, men senest fra midt i maj og resten af sommeren vil der være åbent hver dag.
Udover de retter, der traditionelt knytter sig til et cafeteria, vil Ulbjerg Cafeteria efter nogle uger også tilbyde tapas, smørebrød og catering.
– Så vi kan levere mad til konfirmationer, fødselsdage og andre fester i foråret, siger Flemming Jørgensen.


